Ofte stillede spørgsmål

Mit færdige arbejde passer slet ikke – virker opskriften ikke?

Opskrifterne er gennemtestede i forskellige størrelser, i forskellige garner og af forskellige teststrikkere. Hvis dit færdige arbejde ikke passer den det var tiltænkt, er der et par steder, det måske er gået galt.
1. Tjek at din faktiske strikkefasthed i arbejdet, er den samme, som den strikkefasthed du strikkede prøven med. Mål flere forskellige steder på arbejdet.
2. Tjek at du har indtastet de rigtige mål i alle felterne.
3. Huskede du at vaske strikkeprøven inden du målte den?
4. Har du vasket det færdige arbejde?
Er alt dette i orden og du ikke har fundet nogen andre fejl, vil jeg meget gerne have en mail – så kan jeg tjekke opskriften igennem, for om der evt. skulle være sneget sig en fejl ind et eller andet sted – vi er jo også kun menneskelige.


Hvorfor SKAL man lave en strikkeprøve – kan man ikke bare bruge de mål der står på banderolen?

Joo – det kan du såmænd godt. Men du kan bare aldrig helt vide om du strikker med præcis den strikkefasthed. Men det er helt op til dig selv, hvor meget du selv vil gøre for at det færdige arbejde skal passe.


Jeg vil gerne lave en trøje helt magen til et af de billeder, der er ved opskriften – hvor finder jeg garnet?

- Det er ikke sikkert du kan! Jeg har teststrikket modellerne i alt muligt slags garn. Noget fra netto, noget fra den lokale garnpusher og noget fra lageret. Det har jeg valgt at gøre for at komme så tæt på den situation, som du står i, når du skal bruge mine opskrifter. Jeg bestræber mig på at der skal stå garnets navn, farvekode, pindestørrelse og hvor garnet er købt ved alle billeder. Men ved fx. tilbudspartier fra Netto eller Brugsen, er det ikke sikket tilsvarende garn kan skaffes. Du må prøve at kikke rundt i galleriet, for at se om modellen er strikket op i noget andet garn, du kan bruge og skaffe. Ellers må du være kreativ og selv finde noget garn, du har lyst til at strikke af.


Ved modellen står der at du foreslår mellemtykt uldgarn? Jeg vil gerne strikke i bomuld, kan jeg det?


Det kan du såmænd godt – men jeg kan ikke sige noget om hvordan resultatet vil være. Bomuld falder anderledes end uld, og er heller ikke så elastisk. Det skal du tage højde for, når du måler strikkeprøven. Men du er velkommen til at prøve dig frem, og del gerne dine erfaringer med os i kommentarfeltet til hver opskrift.


Jeg er gået i stå i en opskrift – jeg forstå simpelthen ikke hvad det er du skriver!

Prøv at se i forummet under det punkt der hedder "Hjælp til opskrifterne" . Måske er der andre, der har haft samme problem. Ellers skriv derinde og spørg. Jeg tjekker forummet dagligt, og ved at skrive dit spørgsmål derinde, kan det komme andre til hjælp også. Hvis den er helt gal med formuleringen i opskriften, vil jeg efterfølgende rette den til.


Jeg har lavet en opskrift, men er kommet i tvivl om, om jeg har indtastet målene rigtigt – hvad kan jeg gøre?

Som abonnement på Knitalot.dk har du fri adgang til at lave multiopskrifter, så du indtaster simpelthen bare de korrekte mål og laver dig en ny opskrift.


Jeg har mistet min opskrift - hvad gør jeg?

Hvis ikke du kan huske dine mål+strikkefasthed så du umiddelbart ikke kan lave en ny opskrift, er du nødt til at "genskabe" opskriften. Mål strikkefastheden på det du har strikket og mål dig selv (eller hvem modellen er til) igen. Indtast målene og tjek om du får samme antal masker at slå op mv. som på det du allerede har strikket. Tilpas evt målene en smule, så opskriften kommer til at passe til det du allerede har strikket.


Jeg får hele tiden en fejlmeddelelse, når jeg forsøger at lave en opskrift.

Der er rigtig mange parametre at tage hensyn til i en multiopskrift, du kan derfor komme ud for at nogen mål simpelthen ikke passer sammmen. Hvis størrelsen du vil lave, fx. er meget lille – baby eller småbarn – og dit garn er rigtig tykt, så er det ikke sikkert at der er ”plads nok” til at lave udtagninger el. lign. i. Der er ikke andet for end at prøve en anden kombination af størrelse, garn og model.

Der er beregnet alt for meget/lidt garn i opskriften.

Med multiopskrifter vil det altid være et skøn, hvor meget garn, der skal bruges. Når vægten af en lille strikkeprøve skaleres op til et færdigt arbejde vil selv små variationer og afrundinger få stor betydning i den færdige model. Derfor vil det altid være en god idé at bruge sin sunde fornuft – hvor mange nøgler plejer jeg at bruge af dette garn, til en barnemodel str. 4 år. Mængdeangivelsen i opskriften vil kun være et fingerpej. Er mængden helt galt på den vil jeg meget gerne, at du skriver til mig.


Jeg har en veninde, der gerne vil strikke den samme trøje som jeg. Må jeg lave en opskrift til hende?

Nej, du må ikke lave en opskrift ud fra siden, men du må godt – i begrænset omfang – tage en analog kopi af din egen opskrift og give hende. Men tænk på, at jeg har brugt over 1 år på at udvikle denne side, og for at jeg kan blive ved med at lave nye designs til siden, skal jeg have en indtægt – og den får jeg kun, hvis folk køber et abonnement.


Helt ærligt – 249,- er da mange penge at give, hvis man kun skal bruge en opskrift! Kan jeg ikke bare købe en enkelt opskrift?

Ja, det er det måske nok. Men tænk på at siden fungerer uden garnkøbstvang. De fleste opskrifter er lavet af garnfirmaerne og koster en 30-40 kr – udover at du skal købe deres garn. Jeg laver opskrifter uden at kræve ekstraindtægter fra garnsalg.


Jeg fandt noget på siden sidst jeg var her – men nu kan jeg ikke finde tilbage.

Oppe i højre øverste hjørne sidder et søgefelt. Skriv det ord eller del af ord som du leder efter. Derefter vil der komme en række muligheder at vælge mellem. Jeg håber, du finder, hvad du søger der. Hvis ikke, kan det måske være fordi, jeg har ændret noget på siden.


Hvordan finder jeg rundt på siden – det er lidt uoverskueligt.

Det godt kan virke forvirrende de første par gange, du er her. Prøv at bruge en halv times tid en dag, hvor du ikke skal andet, til at klikke rundt på siden. Prøv de forskellige funktioner – indtast forskellige tal og mål i multiopskrifterne, brug omregnerne. Så vil du blive fortrolig med siden, så du næste gang, du har et strikketeknisk problem, vil kunne finde hjælp.